I mere end 50 år har Betesda i Karstoft været et sted, hvor mennesker med misbrug, ensomhed og ødelagte relationer har mødt Jesus, håb, fællesskab og troen på, at et nyt liv er muligt.
Mere end 400 mennesker har gennem årene haft ophold på Betesda. Mange er kommet med tunge historier og oplevelsen af, at livet var kørt fast, men har fundet hjælp, støtte og en ny begyndelse. Nu står Betesda i en ny tid.
Efter en længere periode med økonomiske udfordringer og forsøg på at skabe balance mellem indtægter og udgifter har bestyrelsen været nødt til at ændre den nuværende drift. Medarbejdergruppen er opsagt, og arbejdet bæres af frivillige kræfter.
Der bor fortsat tre beboere i udslusning på Betesda, og der afholdes stadig både bønnemøder og fællesskabsaftener på stedet. Visionen om at bringe håb til mennesker lever fortsat i hverdagen, selvom rammerne ser anderledes ud end tidligere.
Samtidig arbejder bestyrelsen med at afklare, hvilke langsigtede bæredygtige muligheder der kan være for Betesda fremover. "Vi oplever, at vi står ved en skillevej," siger bestyrelsesformand Mikael Schlosser.
"Betesda har gennem årtier været båret af troen på, at mennesker kan få et nyt liv. Det er fortsat visionen, men hvordan arbejdet kommer til at se ud i fremtiden, og hvem der skal være med til at bære det videre, ved vi endnu ikke. Men vi søger Guds ledelse for de næste skridt."
Selvom meget har ændret sig, er behovet ikke blevet mindre. Der er fortsat mange mennesker, som kæmper med misbrug, ensomhed og ødelagte relationer.
Betesda har siden begyndelsen været et trosprojekt. "Gennem årene har vi igen og igen oplevet, at Gud har åbnet døre, som ingen kunne se på forhånd. Derfor møder vi også denne sæson med både ydmyghed, bøn og forventning," siger Mikael Schlosser.
Det arbejde, som er blevet bygget op gennem mere end 50 år, har været båret af mennesker, som har oplevet et kald til at tjene nogle af samfundets mest sårbare.
Hvis Betesda også fremover skal være et sted, hvor mennesker finder håb og hjælp, kræver det mennesker med både hjerte, kompetencer og mod til at tage ansvar.
"Vi kender ikke alle svarene endnu. Men vi oplever et ansvar for at passe godt på de mennesker, som er betroet os lige nu, samtidig med at vi søger Guds ledelse for det, der ligger foran. Vi beder om visdom til de beslutninger, der skal træffes, og vi beder om, at Gud vil rejse de mennesker, som skal være med til at forme og bære det arbejde, der ligger foran.
"Skulle nogen opleve, at Betesdas vision og arbejde vækker noget i dem, vil vi meget gerne høre fra dem.
Vi tror, at Gud også i denne sæson kalder mennesker til at tjene nogle af samfundets mest sårbare. Dem vil vi meget gerne i dialog med.”
Hvis du oplever et særligt hjerte for Betesdas vision og målgruppe, eller hvis du har kompetencer, erfaring eller ressourcer, som kan bidrage til at afklare Betesdas fremtid, opfordrer bestyrelsen til, at du tager kontakt.
Fremtiden formes af mennesker, der ønsker at gøre en forskel.
Kontakt Formand Mikael Schlosser Tlf. 22 30 20 36 eller Næstformand Kim Pedersen 40 28 36 64